Der var mange tilskuere langs hastighedsprøverne ved sidste efterårs Rally Denmark. Foto: Rally Denmark

Lokal-rally får international anerkendelse

Kjellerup og Omegns Motorklub har de seneste to år arrangeret Rally Denmark. Nu har løbet opnået international anerkendelse.

Starten for Rally Denmark gik i 2014, og allerede det første år var mange internationale deltagere.

Det har også fra begyndelsen været et mål at udvikle løbet, så det kunne få international anerkendelse. Det er sket nu.

2016-udgaven af Rally Denmark indgår i den internationale kalender, så løbet giver point til 'FIA European Rally Trophy' og 'West Euro Rally Cup'. Løbet tæller desuden som finale i kampen om Danmarksmesterskabet.

Turneringen 'European Rally Trophy' arrangeres af FIA, det internationale bilsportsforbund. Turneringen tæller løb fra lande som Irland, Spanien, Tyrkiet og nu Danmark.

Rally Denmark køres med udgangspunkt i Ans den 21. og 22. oktober.