Foto: Thomas Juul

Målmand på vej tilbage

Efter at have været på skadespause i fem måneder, er målmanden Nicolai Flø nu stærkt på vej tilbage til spillet.

Han deltager i øjeblikket på SIF’s træningslejr i Belek i Tyrkiet, hvor han igen træner med handsker efter sit knoglebrud i hånden. Han træner ikke i fuldt omfang endnu, men det forventes, at han kan være tilbage i fuld træning igen i løbet af det næste stykke tid.

- Jeg har været i gang en uge nu, og jeg mangler stadig lidt bevægelse i håndleddet og har ikke den fulde bevægelighed endnu. Der går nok to-tre uger, før jeg kan træne fuldt med igen. Det er i hvert fald det, vi håber på, og så må vi se, hvordan det går. Jeg skal være lidt påpasselig, og nu er der gået så lang tid, så der er ingen grund til at forcere noget, fortæller Nicolai Flø.

Selvom skaden kom på et uheldigt tidspunkt, nemlig da SIF-talentet var blevet udtaget til det danske U21-landshold, så er der igen noget at se frem til.