Foto: Silkeborgif.com

SIF tabte første testkamp i Tyrkiet

SIF tabte i går sin første testkamp under træningslejren i Tyrkiet.

Det lettiske mesterhold FK Liepaja vandt en unødvendig sejr på 3-2 – mål scoret på et tvivlsomt straffespark, et offside mål og sårbarhed på modstanderens omstillinger.

De ting bar skylden for nederlaget i en kamp, der ellers ifølge klubbens hjemmeside havde flere opløftende momenter.

Det første mål blev scoret af en godt spillende Davit Skhirtladze efter et kvarters spil, men selvom kampen generelt formede sig med SIF som hovedinitiativtager og mest på bolden, var det Letterne, der scorede to mål inden pausen.

I anden halvleg lykkedes det en nyindskiftet Andreas Albers at udligne til 2-2, men det var desværre en stakket frist.

På et tidspunkt, hvor SIF lignede en vinder med godt pres på modstandernes mål, lykkedes det Liepaja ud af ingenting at afgøre kampen med målet til 3-2.

Cheftræner Peter Sørensen siger til SIF’s hjemmeside, at selvom det er træning, er det irriterende at tabe sådan en kamp her.

- Men okay, der var gode ting undervejs, gode relationer i spillet og steder, hvor jeg har en klar fornemmelse af, at vi kan gøre det bedre. Stadig er kædeafstanden til tider ikke god nok. Vi skal evne at skubbe bagkæden op lidt hurtigere, og selv om de største fejl i dag blev begået af dommeren, er det ting, vi kan forbedre, sagde Peter Sørensen efter kampen.

Spillerne skal igen spille testkamp på lørdag, hvor modstanderen er Lyngby Boldklub.