Foto: genrebillede

Forskere uenige om ulveantal

To hold forskere – et i Aarhus og et i København – er uenige om, hvor mange ulve, der har rendt rundt i de danske skove siden den første ulv blev fundet død i Thy i 2012.

Forskerne på Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) ved Aarhus Universitet mener, at der er fundet sikre spor efter mindst fire ulve. Den, der blev fundet i Thy og tre andre.

Antallet i denne udmelding er højere end den analyse, forskerne i København kom frem til i sidste uge.

Forskerne ved Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet mener derimod, der kun er sikre spor efter ulven i Thy og én anden. Der er også fundet seks ekskrement-prøver, men det er ikke sikkert endnu, om ekskrementerne er fra en hund eller ulv.