Kvinde slap for færdselsdom

En 42-årig kvinde fra Ans slap for at få en dom for anklager om at forårsage trafikuheld og derefter for at stikke af uden at give sig til kende.

Anklagerne blev ifølge mja.dk droppet under retssagen, da der kom oplysninger på bordet om, at kvinden var blevet syg, og led af et epileptisk anfald, da uheldene skete.

Det var i februar sidste år, at kvinden først kørte ind i en husmur i Ans, og da hun kørte videre, ramte hun en bil, der holdt parkeret i vejsiden og senere en bil på en parkeringsplads.

Politiet konstaterede, at hun hverken var påvirket af alkohol eller narko, men hun blev anklaget for at køre i en defekt bil og for at forårsage uheld og stikke af.

Men på grund af de lægelige oplysninger blev anklagerne mod hende altså droppet.