Foto: Esben Stenfeldt

Hjejlen truet af stort underskud

Selskabet bag Hjejlen håber på hjælp til overlevelse, efter det seneste regnskab viser et underskud på mere end en halv million kroner.

En dårlig sommer og store udgifter til vedligehold betød, at 2015 på flere måder blev et kriseår for Hjejleselskabet, det skriver tv2oj.dk.

Den knap 155 år gamle hjuldamper blev i 2015 udnævnt til historisk monument, og det stiller særlige krav til vedligeholdelsen.

Samtidig har Hjejleselskabet en forpligtigelse om at sejle rutefart, så selvom bådene er tomme, skal de alligevel af sted til de andre stop i søsystemet.

Selskabet håber nu på støtte fra flere sider, blandt andet Silkeborg Kommune og forskellige fonde.

- Vi er nødt til at have noget støtte, hvis det her skal besvares, siger direktør Peder Kristensen til TV2 Østjylland.