Christina Vestergaard Møller er en af de bekymrede forældre, der var med til byrådsmødet i går. Her sidder hun med sin søn Alexander på tre år og i barnevognen ligger hendes otte måneder gamle søn, Noah. (Foto: Margrethe Løkkegaard)

Bekymret mor: Det kan ikke blive ved

I går mødte over hundrede børn og forældre op til byrådsmødet på Rådhuset for at gøre politikerne opmærksom på bekymringer omkring mulige besparelser på børneområdet.

Christina Vestergaard Møllers var en af forældrene, der dukkede op. Hendes søn Alexander på tre år har gået i børnehave i tre måneder, og han har det ikke så nemt, fordi han bliver drillet. Christina har bedt ham om at gå til de voksne, når det sker.

Men hun har flere gange oplevet, at han fortæller, at han ikke kan finde nogen på legepladsen, fordi de altid er optaget af møder, når de er ude. Og det skyldes, at der ikke er nok pædagoger i børnehaven. Og flere af dem er vikarer.

- I min søns børnehave er der så mange vikarer, som bliver skiftet ud ret tit. Og det er ikke så godt for min søn, der søger tryghed hos voksne. Han er rigtig, rigtig ked af at gå i børnehave lige nu, fortæller Christina.

Plakat skærpede opmærksomheden
- Jeg så et opslag med en plakat på Facebook. De emner, der var beskrevet på plakaten, ville berøre mig og mine børn, vores familieliv og mit arbejdsliv, fortæller Christina, der greb muligheden og dukkede op med mange andre forældre.

Plakaten viser, hvordan de fire procent, kommunen i udgangspunktet skulle spare fra i år og frem til 2019, ville ramme, hvis pengene tages fra børneområdet. Den ridser op, hvad de fire procent blandt andet kan betyde i forhold til ferie på institutionerne og mængden af voksenkontakt.

Det var især de to områder, Christina tænkte på, da hun så plakaten.

- Jeg har på mit arbejde mulighed for to ugers sammenhængende ferie i sommerperiode, og min mand har tre uger. Men med fem ugers ferielukket på en institution ville vi ikke have mulighed for at holde ferie sammen. Det ville ødelægge vores familieliv. Min mand arbejder nemlig mange timer, så vores ferier er bare så vigtige for os, siger Christina.

Christina synes ikke, at det er holdbart. Og det er derfor, hun mødte op på byrådsmødet med de andre forældre i går.

- Det er jo ikke os forældre, der tager beslutningen i sidste ende, men der må være nogle andre steder, pengene kan tages fra. Antallet af børn pr. voksne stiger jo, og det kan jo ikke blive ved. Så synes jeg, at man hellere skal droppe madordninger. Min søn synes jo, det er skønt at finde en madkasse hver dag. Det kunne man jo spare væk i stedet, og så slipper vi også for debatten om, hvad børnene skal spise, afslutter moderen.

 

[caption id="attachment_11492" align="aligncenter" width="1123"]Plakat lavet i forbindelse med fremmødet ved byrådsmødet i går. Lavet af Rikke Christiansen. Plakat lavet i forbindelse med fremmødet ved byrådsmødet i går. Lavet af Rikke Christiansen.[/caption]