Himmerlands Elforsyning (HEF) i Aalborg

EnergiMidt i fusion med nordjysk selskab

EnergiMidt i Silkeborg er tæt på at fusionere med Himmerlands Elforsyning i Aalborg.

Bestyrelserne i de to energiselskaber har indgået en aftale om en fusion af de to selskaber; en beslutning der nu skal behandles i selskabernes repræsentantskaber.

Bliver fusionen en realitet, bliver det nye selskab landets tredjestørste energiselskab med flere end 383.000 andelshavere.

Bestyrelsesformand i EnergiMidt Jens Jørn Justesen siger i en pressemeddelelse, at en sammenlægning vil gøre det fusionerede selskab til en stor spiller på flere af de markeder, der opereres i.

Det fusionerede selskab vil lægge forretningsområderne omkring el- og varmeforsyning, el- og gashandel, energirådgivning, udelys og tekniske ydelser i Aalborg, mens forretningerne omkring fiberbredbånd, produktion af vedvarende energi og koncernledelse og stabsfunktioner forankres i Silkeborg, hvor hovedsædet også placeres.

Martin Romvig (HEF) bliver administrerende direktør i det fusionerede selskab, mens Mads Miltersen (EnergiMidt) vil være viceadministrerende direktør.

Den endelige beslutning om fusionen træffes af selskabernes repræsentantskaber på ekstraordinære møder den 18. marts og 30. marts.

Herefter skal konkurrencemyndighederne godkende fusionen.