Foto: Silkeborg Kommune

Rapport: Et nyt butikscenter er nødvendigt

I løbet af de kommende 10 år vil 170 af landets 200 handelsbyer forsvinde. Hvis Silkeborg skal være blandt de 30 overlevende, så skal der bygges et stort butikscenter, det konkluderer en ny rapport.

Silkeborg Kommune har bedt Institut for Centerplanlægning om at lave en analyse af detailhandlen i Silkeborg.

- Detailhandelsanalysen viser, at et nyt butikscenter ved Torvet og parkering under Torvet har stor betydning for, at Silkeborg vinder i kampen om fortsat at være en stor handelsby, siger Steen Vindum.

Den stigende internethandel er én af årsagerne til, at der i fremtiden ikke vil være lige så mange handelsbyer. Men Silkeborg skal også konkurrere med naboer som Aarhus, Viborg og Herning.

Analysen konkluderer, at Silkeborg ikke mangler nogen brancher i forhold til konkurrenterne, men der skal arbejdes på at tiltrække flere tøjbutikker.

- Udvalget af dametøj har betydning for valget af indkøbssted. Silkeborg Midtby har 28 dametøjsbutikker mod 26 i HerningCentret og 29 i Bruuns Galleri, står der i analysen.

Siden 2008 har Silkeborg kommune mistet 45 butikker i alt, hvoraf 19 er dagligvarebutikker. Tilbage er 396 butikker i alt.

Foreløbig er planerne om et butikscenter i midtbyen udskudt til 2020.