BSV ikke længere ubesejrede i EHF-cup

Udebaneopgøret i weekenden mod SKA Minsk blev for stor en udfordring for Bjerringbro-Silkeborg.

Nederlaget blev dog begrænset til tre mål, og derfor har vore håndboldhelte stadig to chancer for at kvalificere sig til kvartfinalen i EHF Cuppen.

Kampen endte 28-25 efter 13-13 i pausen. Da opgøret i Silkeborg endte med 32-26 vil BSV trække det lange strå i tilfælde af pointlighed.

Nederlaget gør, at BSV's status som ubesejret i Pulje C ikke længere er gældende. Men vores håndbolddrenge er alligevel stadig i en fin position til at gå videre til kvartfinalen.

Trods nederlaget vil en sejr om to uger over franske St. Raphael på udebane betyde, at vi er sikre på at vinde gruppen og dermed kvalificerer os til kvartfinalen.

Taber vi i Frankrig, vil en sejr i den sidste gruppekamp hjemme mod Pfadi Winterthur efter alt at dømme også betyde, at Bjerringbro-Silkeborg går videre.