Foto: Genrebillede

Knivoverfald: Ældre ægtepar mangler

Politiet har fået en række henvendelser og navne i sagen om knivoverfaldet på en 18-årig kvinde i fredags. Der er endnu ingen gennembrud i sagen, og de vigtigste vidner savnes fortsat.

- Der er kommet nogle henvendelser, som vi undersøger nærmere. Der er mange, som har et bud på, hvem det er, når signalementet lyder på en person af afrikansk udseende, siger Lis Borup fra politiet i Silkeborg.

Politiet har ikke modtaget nogen tips, som peger i retning af én bestemt person, så nu skal alle muligheder undersøges.

- Det er ikke sådan, at vi har fået et fingerpeg om, at det skulle være dén eller dén, siger Lis Borup.

Overfaldet på den 18-årige kvinde skete fredag omkring kl. 21.30 på stisystemet ved Arendalsvej.

Her overfaldt en mand umotiveret den 18-årige, fik hende ned at ligge og snittede hende let på armen og ansigtet med en kniv.

Et ældre ægtepar med en hund forstyrrede overfaldsmanden, der tog flugten. Det ægtepar søger politiet fortsat.

Gerningsmanden beskrives som 20-25 år gammel, cirka 190 cm høj, kraftig eller muskuløs. Han havde sort, kort afrohår og var iført sorte cowboybukser og en grå hættetrøje med tryk på brystet.

Kender du det ældre ægtepar eller gerningsmanden, kan du få fat i politiet på telefon 114.