Politibil Foto: www.politi.dk

Politiet tog bilen fra 30-årig århusianer

En 30-årig mand fra Aarhus måtte finde en anden måde at komme hjem på. I nat beslaglagde politiet hans bil.

Den 30-årige mand er tidligere frakendt kørekortet og har ikke generhvervet det endnu. Så da han kort før klokken to i nat blev standset af politiet ved Shell på Ringvejen, var han i problemer.

Det var ikke første gang, at manden blev taget i at køre bil, selvom han ikke har et kørekort.

Derfor blev hans sølvgrå Ford Mondeo beslaglagt med henblik på videresalg, hvor fortjenesten går i statskassen.

Om manden ventede tre timer på det første morgentog, eller hvordan han kom hjem til Aarhus, melder historien ikke noget om.