Illustration: Årstiderne Arkitekter

Gødvad Enge-byggeri begynder den 4. april

Boligorganisationen Arbejdernes Byggeforening tager 4. april første spadestik til bæredygtigt nybyggeri i Gødvad Enge.

Det er starten på byggeriet af 30 almene boliger med grønne tage og slyngplanter på væggene i Silkeborgs nye grønne bydel Gødvad Enge.

Her vil alt regnvand blive opsamlet og brugt i området – også rekreativt i form af et rislende vandløb gennem bebyggelsen og en vandlegeplads.

- Det er boliger til familier, som gerne vil bo i grønne omgivelser og lægger vægt på bæredygtighed. Økonomien er generelt en udfordring, når vi bygger, og det er ekstra svært at holde et bæredygtigt byggeri inden for rammebeløbet, men er lykkedes, fordi mange har vist velvilje, siger direktør for Arbejdernes Byggeforening René K. Rasmussen.

Arbejdernes Byggeforening bygger 15 dobbelthuse på en skråning. Der bliver 10 tre-rumsboliger på 96 kvadratmeter, 15 fire-rums boliger på 110 kvadratmeter og fem fire-rums boliger på 115 kvadratmeter i to plan.

Huslejen bliver henholdsvis 7.492 kr., 8.390 kr. og 8.711 kr.  Niveauet skal ifølge Arbejdernes Byggeforening ses i sammenhæng med, at der er tale om lavenergihuse og dermed lavere udgifter til opvarmning.

Der er tale om et byggeri til omkring 37 mio. kr. Det forventes klar til indflytning 1. april 2017.