Foto: Silkeborg Kommune

Kristensen bekymrer sig om besparelser

De seneste uger har budt på flere historier om nye besparelser på børneområdet. Derfor mødte bekymrede forældre op ved det seneste byrådsmøde, og lederen af Daginsitutionen Midtbyen, Birthe Brønd, har valgt at gå på efterløn, fordi hun er bekymret.

Formand for Børne- og Ungeudvalget i kommunen, Søren Kristensen (S), er blevet præsenteret for de bekymringer forældrene og Birthe Brønd har vedrørende de mulige besparelser. Og han deler bekymringen.

- Jeg er voldsomt bekymret omkring omprioriteringsbidraget, altså de rammer, som kommunen har udsigt til. Fordi vi kan se hen imod, at vi skal aflevere pengene på Christiansborg. Regeringen siger til kommunerne, at man skal spare en procent i år, to procent næste år, og tre procent året efter. Og det håber jeg, stopper hurtigst muligt, fordi jeg er bekymret lige som Birthe Brønd, siger Søren Kristensen.

Omprioriteringsbidraget har været diskuteret både på kommunalt plan og på landsplan. Flere borgmestre i landet har udtrykt bekymring over planerne, og i går foreslog Socialdemokraterne i Folketinget, at bidraget skal trækkes tilbage.

- Det forslag står jeg fuldstændig bag. Vi vil kæmpe hele vejen for, at der ikke skal skæres yderligere på kommunernes budgetter, understreger Søren.

I næste uge holder byrådet et målseminar, som er første skridt i forhold til at lægge budget. Her kommer de til at diskutere forskellige udfordringer, der kan være i forbindelse med budgettet.

- Vi fra Socialdemokraterne mener, at vi skal skære ned for de anlægsudgifter, vi har, for at tilgodese blandt andet børne- og ungeområdet. Vi er på vej ind i et forløb, hvor vi har forskellige håndtag, vi kan dreje på politisk set. Og det er blandt andet at kigge på, om vi bruger for mange penge på asfalt i forhold til hvor mange penge, vi bruger på dagtilbuds- og skoleområdet, fortæller han.

Byrådets målseminar foregår den 16.-17. marts.