20.000 kroner stjålet ved indbrud

To privatpersoner ringede i går til politiet for at anmelde indbrud. Den ene havde mistet en cykel til 40.000 kroner, den anden havde blandt andet mistet 20.000 kroner i kontanter.

Mellem klokken 9 og 14.30 i går gik det ud over en villa på Dallerup Kirkevej i Sorring, hvor hoveddøren blev opbrudt med et koben.

Tyvene var rundt i hele huset og rendte med en 55" og en 40" Philips fladskærme, en Playstation 3, og så fandt tyvene en nøgle til værkstedet.

Inde i værkstedet var der et brandsikret værdiskab med blandet valuta for cirka 20.000 kroner. Det tog tyvene med sig. De stjal også forskelligt værktøj og en bluetooth-højttaler.

Cykel til 40.000 kroner var væk
I aftes opdagede en 48-årig mand, at der havde været indbrud i hans udhus på A. Andersens Vej i Gødvad.

Her havde der hidtil stået en Giant mountainbike XTC Pro Advance til 40.000 kroner. Den var væk.

I tidsrummet mellem søndag eftermiddag og torsdag aften havde en tyv aflistet en rude i udhuset og stjålet cyklen.

Har du oplysninger fra de to indbrud, kan du ringe til politiet på telefon 114.