Politiuniform Foto: www.politi.dk

17-årig pige sigtet for falsk ID

En 17-årig pige kan se frem til en plet på straffeattesten, efter hun i weekenden forsøgte sig med falsk ID i nattelivet.

Natten til i går blev politiet kaldt til Diskotek 80eren i Nygade, fordi den 17-årige havde forsøgt sig med et lånt pas.

Pigen, der kommer fra Kjellerup, blev af politiet sigtet for personelfalsk og får nu en plet på straffeattesten for overtrædelse af Straffelovens § 174.

- De unge mennesker skal tænke sig meget godt om, for hvis man skal en tur til USA, så skal man skrive, om man er kendt i kriminalregisteret. Så det her kan godt have en dårlig effekt på sådan en tur, siger Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

Pletten kan også give udfordringer i forhold til at få et job.

Den 17-årige var utilfreds med sigtelsen, så hun kom med en fornærmende tiltale mod betjentene. Det blev hun så også sigtet for.

Hun kan nu forvente to bøder for sine overtrædelser.