Hundevogn Foto: www.politi.dk

Gårdejer fangede indbrudstyve med sin bil

Fredag blev to unge mænd taget i tyveri fra en gård, fordi gårdens ejer brugte sin bil til at spærre dem inde.

Kort efter klokken 20 kom gårdejeren kørende ad Silkeborgvej ved Kjellerup, da han passerede en nedlagt gård, som han ejer.

Han opdagede, at der var lys inde i bygningen, og at der holdt en bil parkeret i indkørslen.

Gårdejeren ringede efter politiet og parkerede sin egen bil bag den anden, så den ikke kunne komme ud.

Da politiets patrulje kom frem, fandt de to unge mænd, der var i gang med at slæbe forskellige redskaber ud fra gården.

De to, en 20-årig mand fra Middelfart og en 21-årig mand fra Gudhjem, blev sigtet for tyveri.

- De var kede af det. De sagde i hvert fald undskyld, og så slæbte de det hele tilbage, siger Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg.

Indbrud på to landejendomme
Politiet har modtaget anmeldelse om indbrud på to andre gård i vores område.

På Bangshåbvej ved Skræ var der lørdag aften indbrud. Her stjal tyven et Nikon D90 kamera, et GoPro kamera, en Microsoft Surface Pro 3 tablet, forskellige smykker, kontanter, en dykkerlygte, en nøgle til huset og en nøgle til en motorcykel.

Lidt nord for Bangshåbvej, på Aalborgvej ved Hvam, var der cirka samtidig indbrud. Her blev der stjålet 150 kroner i kontanter.

Har du set noget fra de to indbrud, kan du kontakte politiet på telefon 114.