Foto: Silkeborg IF

Albers håber på startplads mod Skive

Efter to mål i mandagens reservesejr over AGF føler Andreas Albers, at han er kommet tættere på SIFs startopstilling.

I efterårssæsonen startede den 25-årige angriber inde i 17 af de 20 kampe, han er noteret for. Anderledes gik det i forårsåbningen.

I kampen mod Fredericia måtte Andreas Albers se med fra bænken i de første 80 minutter.

Det er tilgangen af Ulrik Flo og Davit Skhirtladze i vinterpausens transfervindue, der har gjort kampen om en plads i startopstillingen hårdere.

Andreas Albers håber dog, at han har kæmpet sig op med sine to sejrsmål.

Han drømmer om en startplads allerede på søndag, når SIF rejser til Skive for at møde den klub, som Andreas Albers er opvokset i og har fået sin divisionsdebut for.

- Jeg håber på en startplads inden hver kampdag, men det er selvfølgelig ikke mig, der tager den beslutning. Jeg forsøger at gøre mit ypperste hver eneste dag til træning og i hver eneste kamp, jeg får lov at spille i, og på et eller andet tidspunkt håber jeg selvfølgelig, at det er nok til at give en startplads, siger Andreas Albers.