Foto: Ole Mørk, Midtjysk Foto

Vigtige point på spil for BSV i aften

Det er en vigtig kamp, der bliver spillet i aften i Jysk Arena når Bjerringbro-Silkeborg tager imod rivalerne fra HC Midtjylland i Boxer Herreligaen.

Selvom herningklubben i øjeblikket ligger tredjesidst i ligaen, lægger HC Midtjylland sig ikke bare ned. Med en sejr kravler Midtjylland nemlig forbi Ribe-Esbjerg og undgår nedrykningsspillet.

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen siger til klubbens hjemmeside, at HC Midtjylland er et fysisk stærkt mandskab, som gerne vil spille både fysisk og aggressivt i deres forsvarsspil.

- Det skal vi kunne modstå, og det er vi forberedt på”, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der også peger på at HC Midtjylland undervejs i sæsonen har vist højt niveau, og er de forsvarende pokalmestre.

BSV har brug for en sejr efter nederlag i tre af de sidste fire kampe. Efter tidligere i sæsonen at have været øverst i Boxer Herreligaen, ligger BSV nu på en sjetteplads. Der er brug for point for at komme op i top fire, der jo kan tage point med over i slutspillet.