Kommunen slukker gadelyset på lørdag

Der er hverken tale om strømafbrydelser eller besparelser, når gadelyset forsvinder over det meste af Silkeborg på lørdag.

Lige som millioner af mennesker hele verden rundt slukker Silkeborg Kommune for lyset i tidsrummet 20.30-21.30 for at sætte fokus på klimaforandringerne og markere Earth Hour 2016.

- Vi har valgt at bakke op om kampagnen, fordi vi synes, det er en god måde at skabe opmærksomhed omkring klimaproblemerne, som vi jo også mærker her i kommunen med tiltagende oversvømmelser, og for at markere, at vi tager dem seriøst, siger formand for Silkeborg Kommunes Vej- og Trafikudvalg, Frank Borch-Olsen (K).

Udvalgsformanden opfordrer ligeledes borgere, virksomheder og institutioner i Silkeborg Kommune til at deltage i eventen.

- Jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange silkeborgensere sammen med os vil slukke lyset en time mellem 20.30-21.30, så vi kan sende et fælles signal om, at vi vil klimaet, siger han.

Earth Hour startede i Australien i 2007, hvor WWF lancerede kampagnen med en fælles opfordring om at slukke lyset en time for klimaet. I dag deltager mere end 170 lande.