Indbrud endte i vold og trusler

En 30-årig mand fra Århus blev i går varetægtsfængslet i tre gange 24 timer, mens politiet efterforsker et groft indbrud, som de mener han er medgerningsmand til.

Indbruddet skete på Drosselvej i Alderslyst, hvor et par natten til søndag kom hjem og overraskede en indbrudstyv.

Tyven løb ud af hoveddøren da parret kom hjem klokken 03.45, men blev indhentet og fældet i haven af husets beboer. Med vold og trusler lykkedes det dog tyven at stikke af.

Politiet kunne ud fra signalementet efterfølgende anholde den 30-årige på en adresse på Århusbakken og sigte ham for medvirken.

Ifølge Keld Grosen Jensen fra politiet i Silkeborg var der dog ikke tale om den mand, parret så løbe fra huset.

- Ham mangler vi stadig at få fat på, men vi har en stærk formodning om, hvem han er og vi anholder ham, så snart vi finder ham, siger Keld Grosen Jensen.

Der er tale om en mand, som politiet kender godt i forvejen.

- Når vi fanger ham, bliver han sigtet for indbrud og for trusler, siger Keld Grosen Jensen.