Politiet søger viden om narkobagmænd

Politiet mangler fortsat oplysninger om de bagmænd, der natten til lørdag solgte den narko, der kostede en 21-årig kvinde i Silkeborg livet.

Kvinden blev natten til lørdag kørt til hospitalet fra en adresse på Estrupsgade, men det lykkedes desværre ikke at redde hende. Også kvindens veninde blev kørt på hospitalet, men hun overlevede episoden.

Det er ikke klart for politiet nøjagtigt hvor de pågældende stoffer er købt, men der er kommet oplysninger om, at stofferne er købt på Århusbakken.

Det oplyser Ejvind Svejstrup fra Silkeborg Politi til mja.dk, men han siger også, at den overlevende kvinde har forklaret, at hun ikke kan huske, hvem der solgte stofferne til de to kvinder.

- Hun siger, at hun var for beruset til at huske det. Men vi arbejder selvfølgelig på at finde frem til bagmændene, siger Ejvind Svejstrup til mja.dk.

Politiet vil naturligvis gerne have henvendelser fra offentligheden i sagen. Indtil nu har der ikke været den slags, selvom nogle borgere måske ligger inde med vigtig viden, der kan være med til at bremse for salget af det farlige narkotikum.