BSV møder spansk hold i EHF-kvartfinale

Det Europæiske Håndboldforbund har tidligere i eftermiddag foretaget lodtrækning til kvartfinalerne i EHF-Cuppen, og BSV trak det spanske hold Fraikin BM Granollers.

Det spanske hold blev nummer to i sin gruppe, hvor BSV jo blev først i sin gruppe.

Træner Peter Bredsdorff-Larsen siger til klubbens hjemmeside, at han ikke i forvejen havde en decideret ønskemodstander, men at han dog alligevel hældte til netop det spanske hold.

Det andet mulige hold var tyske Frisch auf Göppingen, som har en mere skræmmende hjemmebane.

Peter Bredsdorff Larsen hæfter sig også ved, at BSV som vinder af sin pulje, får hjemmebane i returkampen.