17-årig idømt fængsel for vold i Østergade

En 17-årig dreng er dømt for vold og slipper ikke for at komme i fængsel.

Ifølge mja.dk koster det den 17-årige 40 dages ubetinget fængsel, at han gik amok på en anden dreng og tildelte ham fem-seks knytnæveslag i ansigtet.

Offerets brøde var, at han bad den 17-årige om en cigaret.

Ifølge mja.dk var det om aftenen efter øl-stafetten den 18. september, at offeret opsøgte den 17-årige på Østergade og på engelsk spurgte om cigaretten.

Det irriterede den 17-årige så meget, at det førte til diskussion og til sidst 5-6 knytnæveslag i ansigtet. Voldsmanden stoppede først, da han blev hevet væk fra sit offer af forbipasserende.

Den 17-årige forklarede ifølge mja.dk i retten, at han blev voldelig på grund af dårligt humør og fuldskab.

Der var dog intet formildende i den forklaring, og den 17-årige må bag tremmer i 40 dage.