Træner venter lige kampe mod Granollers

Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen spår et lige kvartfinaleopgør mod Granollers og håber, at hjemmebanefordelen i returopgøret kan blive afgørende.

I går trak Bjerringbro-Silkeborg det spanske hold ved lodtrækningen til EHF Cuppen. Kvartfinalen spilles over to kampe, en på hjemmebane og en på udebane, og den samlede vinder kvalificerer sig til EHF Cuppens Final4 i Nantes.

Granollers ligger på fjerdepladsen i den spanske liga og har særligt i EHF Cup-gruppespillet vist rigtig flot spil. De gik videre efter at have slået Aalborg Håndbold og Dinamo Bucarest.

Ifølge BSVs hjemmeside var de endda bedre i det indbyrdes regnskab end tyske SC Magdeburg, der dog vandt gruppe A med et point mere end spanierne.

”Vi kender ikke så meget til holdet, men vi ved, at det bliver en svær opgave. Vi har stor respekt for deres præstation indtil videre i EHF Cuppen. De har slået Magdeburg med fem mål hjemme, og de slog Aalborg med seks mål ude, så det er et rigtig godt hold, som vi møder”, fortæller Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.

”Det er et hold, der er sammensat af de bedste spanske spillere. De har et par omkring det spanske landshold og nogle stykker lige udenfor landsholdet. Det er en klub for nogle af de bedste spaniere”, siger Bredsdorff-Larsen til bjerringbro-silkeborg.dk.

Han mener, at det bliver et klassisk 50/50-opgør, som det skal være, når man er så langt inde i en europæisk turnering.

Bjerringbro-Silkeborg har i øvrigt fordel af hjemmebane i det sidste af de to kvartfinaleopgør, og det håber Peter Bredsdorff-Larsen kan være afgørende for, at det bliver Bjerringbro-Silkeborg, der midt i maj skal spilles Final4 i EHF Cuppen.

Første kvartfinalekamp spilles i Granollers i weekenden den 23./24. april. Den afgørende returkamp spilles i JYSK Arena i weekenden den 30. april/1. maj.