Bilist overså cyklist i rundkørsel

En bilist og en cyklist stødte i går sammen i en rundkørsel på grund af bilistens fejl.

Midt på eftermiddag kom den 36-årige bilist kørende ad Nørreskov Bakke, da han kom frem til rundkørslen på Højmarksvejen.

Han kørte ud i rundkørslen, men havde overset en 39-årig mandlig cyklist, som han kom på tværs af.

Cyklisten kunne ikke nå at undvige og ramte bilen, men der skete ingen alvorlig personskade.

Politiet blev tilkaldt og sigtede den 36-årige bilist for at overtræde sin vigepligt. Nu skal han formentlig op til en ny køreprøve.