Foto: EnergiMidt

EnergiMidt klar til storfusion

Det lokale elselskab EnergiMidt er nu klar til en fusion med Himmerlands Elforsyning. Det nye selskab bliver landets tredjestørste energiselskab.

Fusionsplanerne mellem EnergiMidt og Himmerlands Elforsyning (HEF) blev i går vedtaget med overvældende flertal på ekstraordinære repræsentantskabsmøder hos begge selskaber.

Nu skal konkurrencemyndighederne blot godkende fusionen, så er den endelig.

Hvis godkendelsen kommer, ender det samlede selskab med at være landets tredjestørste energiselskab med 383.000 kunder og 950 ansatte.

EnergiMidt og HEF har allerede i dag et tæt samarbejde om blandt andet udrulning og etablering af fiberbredbånd, og selskaberne vil med fusionen samle kræfterne yderligere og udnytte de stærke samarbejdsrelationer.

For begge selskaber gælder, at fusionen ses som et led i en overordnet strategi om fortsat konsolidering og vækst.

Det nye selskabs hovedsæde vil blive placeret i Silkeborg, hvor EnergiMidt har hovedkontor i dag.