Brandbil rullede rundt i grøften

En tankvogn fra Midtjysk Brand og Redning rullede i går rundt i en grøft, efter at chaufføren mistede herredømmet over den på Tømmerbyvej mellem Bryrup og Silkeborg.

Ulykken skete, da lastbilen fik det ene sæt hjul ud i rabatten, mens den kørte med udrykning mod en brand i et rækkehus på Egelyvej i Bryrup.

Den 41-årige brandmand bag rattet slap heldigvis relativt billigt fra ulykken.

Beredskabschef Klaus Hebsgaard siger til tv2oj.dk, at manden fik en flænge, og blev indlagt til observation for andre skader.

Brandbilen blev til gengæld totalskadet i færdselsuheldet.

Ulykken skete klokken 10.42 i går på Tømmerbyvej.