Prognose: 100.000 indbyggere i 2029

I løbet af de næste 13 år vil befolkningstallet vokse med cirka 10 procent. Det viser en ny prognose fra Kommunen.

Det er rådgivningsfirmaet Cowi, der har lavet den nye 13-årige prognose sammen med Silkeborg Kommune.

Ifølge den udarbejdede befolkningsprognose kan Silkeborg Kommune frem mod 2029 forvente, at der vil være en befolkningstilvækst på 9145 personer.

Det betyder, at kommunens indbyggertal vil stige fra 90.722 personer ved årsskiftet til 99.867 personer ved indgangen til 2029.

Hvis vækstprognosen holder, svarer den til 10,1 procent. På landsplan forventes en stigning på 5,6 procent i samme periode. Så det er en imponerende vækst, selvom det ikke ser ud til, at Silkeborg når et ambitiøst mål.

- Silkeborg Kommune prioriterer vækst i indbyggertallet højt. Vi vil være flere – gerne mange flere. Et ambitiøst sigtepunkt kunne være at runde 100.000 borgere i 2025, sagde borgmester Steen Vindum (V), da Silkeborg rundede 90.000 indbyggere i begyndelsen af 2015.

Danmarks Statistik følger en anden prognose for Silkeborg. Ifølge den vil der bo 94.941 personer i kommunen i 2029.