Har ulven været på spil i Østerskoven?

Har ulven været på spil i Østerskoven nær Avnsø?

Det spørgsmål har Midtjyllands Avis stillet til naturvejleder Jan Kjærgaard fra Naturstyrelsen Søhøjlandet, efter at der forleden blev fundet et dræbt rådyr i området nordøst for Virklund.

Store dele af dyret var ædt, og ikke langt derfra lå hovedet af et andet rådyr.

Det kan være en ulv. Men ifølge Jan Kjærgaard kan det også lige så godt være hunde eller en ræv. Eller et rådyr, der er død af andre årsager, og derefter fundet og delvist ædt af ådselædere.

Jan Kjærgaard siger til avisen, at der ikke umiddelbart bliver sat en undersøgelse med dna-analyser i gang. Det sker kun hvis det er vigtigt for forskerne at vide, at det vitterligt har været en ulv – og det er det ikke, for man ved i forvejen, at der lusker ulve rundt i Jylland, og at de kommer langt omkring.

Ifølge Jan Kjærgaard er det kun i tilfælde, hvor der kan blive tale om erstatning for dræbte husdyr, at det er vigtigt at vide om det er en ulv, der er på spil.