Illustration: Arcvision

Fond giver stor donation til Arena Midt

Inden længe bliver det muligt at dyrke en række forskellige udendørs aktiviteter ved Arena Midt i Kjellerup. Lokale og og Anlægsfonden har doneret halvanden million kroner til udearealerne.

Pengene skal bruges at forvandle en græseng til en udendørs aktivitetspark på 40.000 kvadratmeter. Projektet hedder Arena Parken.

Området skal udstyres med stier, forhindringsbaner og pladser til forskellige sportsaktiviteter som yoga, basketball, håndbold og fodbold.

En del af området asfalteres, så det kan bruges som tekniktræning for cyklister og til skateboards, rulleskøjter og løbehjul.

- Med den nye aktivitetspark får borgere i Kjellerup et område, hvor alle mulige former for aktiviteter samles og kan udfoldes på tværs af både alder, køn og motionsform. Det vil også være stedet, hvor borgere i Kjellerup mødes alle dage, morgen til aften, for både at være aktive og sociale, siger Gitte Willumsen (V), der er formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget.

I alt kommer Arena Parken til at koste 7,4 mio. kr. at etablere. Silkeborg Kommune har bevilget 4 mio. kr., mens Lokale og Anlægsfonden nu har bevilget 1,5 mio. kr.

arenaparken