Påkørsel: Cyklist brækkede sin albue

En 21-årig cyklist blev i går påkørt af en bil og brækkede den ene albue.

Den 21-årige kvinde kom kort før klokken 10 kørende nordpå ad Rodelundvej. Ved Rødebækvej lige nord for Rodelund kom en bil kørende ud fra siden.

Den 54-årige mand bag rattet kørte med lav fart frem mod sin ubetingede vigepligt, men fordi han overså cyklen, fortsatte han ud på Rodelundvej.

Han ramte den 21-årige cyklist på siden, så hun væltede.

Den unge kvinde pådrog sig et ukompliceret brud på sin højre albue.