Foto: Silkeborg Kommune

Dania har meldt entreprenør til politiet

Selskabet bag Hotel Dania har valgt at melde entreprenør A. Enggaard til politiet, og forlanger at byggeriet af parkeringskælderen bliver indstillet.

Ifølge mja.dk mener Dania I/S nemlig, at A. Enggaard »på uberettiget vis undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil.«

Forleden kom det frem, at Vejdirektoratet vurderer, at Silkeborg Kommune ulovligt eksproprierede jorden under blandt andet Hotel Dania, så entreprenøren kunne skyde jordankre ind for at holde parkeringskælderens vægge på plads.

Nu vil Dania have hele byggeriet af parkeringskælderen stoppet.

For selvom det således nu vurderes til at være ulovligt, har Enggaard allerede for længst skudt jordankeret ind, og fortsætter arbejdet med parkeringskælderen.

Men det mener Dania I/S altså er strafbart. Selskabet mener ikke, at byggeriet af parkeringskælderen kan fortsætte, før jordankrene under hotellet bliver fjernet.