Motorcyklist stak af efter påkørsel

I går kl. 16.20 stak en motorcyklist af fra en påkørsel af en forankørende bil. Politiet vil gerne høre fra vidner.

Bilen holdt stille på Nordre Ringvej tæt ved Navervej, da motorcyklen kom kørende bagfra og ramte bilen.

Sammenstødet skete uden de store skader, for motorcyklisten kunne køre fra stedet. Og det gjorde han, uden at give sig til kende.

- Hvis nogen har aflæst nummerpladen, må de gerne rette henvendelse, siger Flemming Just fra politiet i Silkeborg.

Et vidne har oplyst en delvis nummerplade, der hedder "AA 19 07", men den er ikke korrekt.

Hvis du kender nummerpladen, kan du fortælle den til politiet på telefon 114.