Nye skilteregler er ikke erhvervsvenlige

Som en af landets første kommuner er Silkeborg ved at lave retningslinjer for digitale reklameskilte. Reglerne er ikke erhvervsvenlige, lyder kritikken fra en skiltemager.

Når et skilt først er godkendt og stillet op i dag, kan ejeren annoncere for det meste, så længe loven overholdes.

Hvis forslaget om nye retningslinjer godkendes, bliver det forbudt at skilte med her-og-nu tilbud, priser, slagtilbud og lignende.

- Det vil fjerne de kommercielle fordele for en lokal virksomhed. Hvis de ikke kan få lov til at profilere sig, kan de ikke overleve, siger Casper Mouritsen fra Mouritsen Skilte.

Han mener, at digitale skærme ellers har et stort potentiale foran sig. Der kommer flere af dem i fremtiden.

Casper Mouritsen har ansøgt om at stille en skærm op i Knudlund. Tanken var, at den skulle gøre reklame for de forskellige virksomheder i Erhvervsparken. Også her vil de nye retningslinjer komme i vejen.

- Ifølge skilteplanen skal indholdet på skærmen have tilknytning til virksomheden, den står ved. Så de forskellige firmaer må ikke være på den, siger Casper Mouritsen.

Håber på færre restriktioner
På mandag skal de nye retningslinjer for digitale skiltning behandles af politikerne.

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget skal drøfte mulighederne for kommerciel skiltning. Udvalgets formand, Jarl Gorridsen (V), håber, at der kan lempes.

- Vi skal passe på, at vi ikke bliver for restriktive og specifikke, men vi skal selvfølgelig tage hensyn til trafiksikkerheden, siger Jarl Gorridsen.

Udvalgsformanden kan ikke se formålet med at forbyde priser på de digitale skærme. Der er mange andre steder i bybilledet, hvor man kan se priser.

- Man skal ikke lave regler, som prøver at undgå de tre værste tilfælde, men som så påvirker de 300 helt normale tilfælde, siger Jarl Gorridsen.

Han mener, at fornuftige løsninger præger arbejdet i udvalget, så han er overbevist om, at de nok skal nå et godt resultat, der ikke begrænser fornuftige skiltemagere og virksomheder.

- Silkeborg Kommune skal naturligvis være erhvervsvenlig og have øje for fremtidens teknologi, siger Jarl Gorridsen.

En otte ugers offentlig høring om den nye skiltepolitik lukker i dag.