Foto: www.politi.dk

Smadrede bardør med affaldscontainer

En 37-årig mand blev i nat bortvist fra en bar i Nygade, men han vendte tilbage og gik amok med en affaldscontainer.

Dørmændene på Zwei Grosse Bier Bar henvendte sig kort før klokken fem i nat til den 37-årige mand, fordi han lavede ballade.

Manden blev gal, slog ud efter den ene dørmand og ramte ham på kinden. Så blev han smidt ud.

Kort efter vendte han dog tilbage til baren, denne gang bevæbnet med en affaldscontainer.

Han smadrede affaldscontaineren ind i indgangsdøren - igen og igen. I alt cirka 15 gange, smadrede han containeren mod døren.

Politiet blev tilkaldt og fik fat i den 37-årige mand, der blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og for hærværk. Døren var nemlig ødelagt bagefter og hængslerne beskadigede.

Den sigtede fik desuden et toårigt forbud mod at vise sig på Zwei Grosse Bier Bar igen.