Vejvrede: Golfbold kylet på modtrafikant

En utålmodig bilist blev i går så vred ude på motorvejen, at han senere kylede en golfbold efter en modtrafikant.

Kort efter klokken 17 kørte en 29-årig kvinde fra Silkeborg på motorvejen fra Aarhus. Hun lå i ydersporet, da en lysegrøn Peugeot kom op bag hende.

Den unge mand bag rattet i Peugeot'en lavede tegn og fagter for at få den 29-årige til at trække ind i indersporet, så han kunne komme forbi.

Motorvejen endte og flettede sammen til et spor, før han nåede forbi, så han blev åbenbart meget gal.

Ved lyskrydset efter motorvejen kom de to til at holde ved siden af hinanden, da den unge mand i Peugeot'en rullede sin siderude ned og kastede en golfbold mod kvindens bil.

Golfbolden ramte kvindens bildør og lavede en mindre skade, men ellers skete der intet.

Kvinden har oplyst et registreringsnummer på den unge mand bil, og den tilhører en 56-årig mand i Aarhus. Ham har politiet endnu ikke talt med.