Til byrådsmøderne i slutningen af februar og i slutningen af marts mødte Forældrenævnet og mange andre bekymrede forældre op. Anja Bisgaard Gaede (på billedet) er formand for nævnet. Foto: Margrethe Løkkegaard

Underskrifter samles mod besparelser

Til næste år skal der spares 14 millioner kroner på børneområdet. Forældrenævn Silkeborg har derfor lavet en underskriftindsamling for de, der siger nej til besparelser på daginstitutionerne.

- Daginstitutionsområdet i Silkeborg er så presset, at det ikke tåler flere besparelser, skriver Forældrenævnet i indledningen til indsamlingen.

Det er kun få dage siden, at det kom frem, hvor meget der skal spares på børne- og ungeområdet til næste år.

Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvordan pengene skal findes. Det er op til Børne- og Ungeudvalget.

Silkeborg Kommunes administration har lavet en liste med 31 spareforslag, der blandt andet rummer nedskæringer i normeringen i daginstitutioner, afskaffelse af 15 faste gæstedagplejere og færre penge til dagtilbud for handicappede børn.

Det er nogle af de punkter, som Forældrenævnets underskriftindsamling er imod.

Du finder underskriftindsamlingen på Skrivunder.net.