Pigerne sidder ved Bankpassagen og synger sange som "Stay With Me" af Sam Smith, "Joanna" af Kim Larsen og Kjukken og "Cups (When I'm Gone)" af Anna Kendrick.

Sang på gaden flytter grænser

11 piger står ved Bankpassagen med klaver, kopper, guitarer og synger for de forbipasserende. De står og optræder, fordi det er en del af deres undervisning på Midtjysk Efterskole, hvor de alle går på musiklinien.

At optræde på gågaden kan være grænseoverskridende, og det synes pigerne bestemt, det er.

- Det er grænseoverskridende at stå og spørge om folk har lyst til at donere et bidrag. Men det er også grænseoverskridende, fordi flere af os er fra Silkeborg – at vise dem, man kender, at man er musikalsk, hvis man ikke før har vist den side af en selv derhjemme, fortæller en af pigerne, Kristine Abel.

- Til koncerter har man også publikums opmærksomhed, hvor her skal man fange folks opmærksomhed, supplerer Sofia Yebio.

Pigerne har fundet sange, folk kender, for at gøre det mindre grænseoverskridende.

- Nogle af de sange, vi har valgt, er nogle klassikere, som folk måske har hørt og kan synge med på selv, og det gør måske, at man bliver tiltrukket lidt mere og vil give et bidrag, siger Nanna Værum Christensen, mens de andre piger nikker.

Og det har da lykkedes at få nogle af de forbipasserende på gågaden til at smile.

- Nu sang vi en lige før, der hed Reptile, hvor vi kunne se, at den var lidt gladere end andre, fordi folk smilede, mens de kiggede hen på os. Og det er jo fedt at se, når der er nogen, der synes, at det vi laver er godt. Det er en fed fornemmelse, siger Kristine.

Pigerne vil fortsætte med at synge forskellige sange på gågaden indtil klokken fire i eftermiddag.

https://soundcloud.com/dinradio8600/piger-fra-midtjysk-efterskole