Tyve bandt snor i pantflasker

Kombinationen af pantflasker, en snor og en pantautomat indbragte i går et par tyve et kontantbeløb.

De to mænd var omkring kl. 08.30 i Netto på Nordre Højmarksvej med en ølkasse med tilhørende pantflasker.

Mændene bandt en snor i kassen og sendte den gennem automaten. Så trak de i snoren, fik kassen tilbage i hånden og sendte den af sted igen.

Det nummer lavede de 14 gange, så bagefter kunne de indløse en pænt stor flaskebon. Ifølge Netto var den på 1000 kroner. Værdien af 14 ølkasser er kun knap 600 kroner, så mændene kan have afleveret mere pant.

De to mænd blev fanget af videoovervågningen, der kan hjælpe med at identificere dem.

Har du oplysninger om mændenes transportmiddel eller udseende, kan du ringe til politiet på telefon 114.