Foto: Arkiv

Forslag: De unges skatehal skal lukkes

Kommunen skal spare penge, og det kan gå ud over Silkeborg Skatehal i Hvinningdal, der måske skal lukkes.

Nyheden nåede drengene i skatehallen i går, og de modtog den ikke positivt. Mike Laustsen, der har været med siden skatehallens begyndelse for omkring 10 år siden, synes ikke godt om det overhovedet.

- Jeg synes faktisk, det er ærgerligt, fordi jeg har været her hele mit liv. Det er jo mit andet hjem, kan jeg kalde det. Det er jo hver dag, fem timer, herop og hjem igen, så jeg ville blive ret ked af det, hvis de valgte at tage det fra mig, siger Mike.

Skatehallen er åben fire hverdage om ugen og er et sted, hvor alle over 13 år kan komme og skate med andre. Tilbuddet er i øjeblikket gratis for alle unge der bor i kommunen og har stor betydning for mange af de unge.

Hvis hallen lukker, vil det betyde, at de unge skatere skal finde et andet sted at være. Der er nemlig ikke andre steder, hvor man kan skate året rundt, så det kan betyde, at skaterne vil tage til Herning eller Aarhus.

Det er dog endnu ikke vedtaget, om skatehallen skal spares væk. Dette kommer først på plads i løbet af efteråret.

Hør en udvidet udgave af historien her:

https://soundcloud.com/dinradio8600/forslag-de-unges-skatehal-skal-lukkes