Foto: www.politi.dk

Politiet fandt udvist kvinde på bordel

Selvom hun har et forbud mod at rejse ind i Danmark, så fandt politiet i går en 33-årig kvinde på et bordel ved Vium.

Politiet var midt på natten til stede ved et bordel på Søren Kannes Vej ved Vium i anledning af en anden politisag.

Her fik politiet øje på den 33-årige kvinde fra Benin.

Hun er tidligere straffet og udvist af Danmark med et gældende indrejseforbud. Derfor blev hun anholdt og taget med på stationen.

Den udviste kvinde blev i løbet af i går stillet for en dommer, hvor hun fik en straksdom på 10 dages ubetinget fængsel og et nyt indrejseforbud.

Der skal nu gå yderligere seks år, før hun igen må rejse ind i Danmark.