Bilist kørte dobbelt-påvirket rundt

En bilist blev i går formiddag taget i at køre rundt med to euforiserende stoffer i kroppen.

Den 40-årige mand blev standset rutinemæssigt i sin bil i Lyngbygade i Sydbyen.

Manden blev testet med politiets mobile narkometer, der viste indhold af både kokain og hash i mandens spyt.

Han blev derfor sigtet for at køre rundt i narkopåvirket tilstand, anholdt og taget med til en blodprøve.

Hvis blodprøven bekræfter spyttesten, så står manden til en treårig frakendelse af kørekortet.