BSV slået af Team Tvis i tæt kamp

Det blev en tæt kamp, men Bjerringbro-Silkeborg måtte desværre tage hjem fra Holstebro med et smalt nederlag på 30-28.

Spillerne fra Silkeborg var ellers stålsatte på at hente to point i aftenens slutspilskamp mod Team Tvis Holstebro, men det lykkedes ikke at få defensiven op på BSV’s ellers kendte høje niveau, der skal til for at knække slutspilsgruppens førerhold.

Det var en tæt kamp. Ved halvlegen var de to hold lige. Team Tvis startede anden halvleg bedst, men BSV kom igen og førte kampen ti minutter før tid.

Et par udvisninger ødelagde dog BSV-spillernes momentum, og de hurtige og træfsikre Team Tvis Holstebro spillere afgjorde kampen til deres fordel.

Nederlaget betyder, at Bjerringbro-Silkeborg bliver på to point i slutspillets pulje 1. Omvendt er Team Tvis Holstebro stukket af med seks point i toppen.

Hvis Skjern vinder over SønderjyskE senere på ugen, kravler de forbi BSV, der dermed for alvor kommer under pres i resten af slutspillet.