Foto: Esben Stenfeldt

Bred demonstration mod besparelser

Den 12. maj går flere tusinde borgere landet over på gaden i demonstrationer mod besparelser i kommunerne. I Silkeborg er der arrangeret demonstration foran rådhuset.

Det er VelfærdsalliancenDK, der opfordrer lokale i alle landets 98 kommuner til at arrangere egne demonstrationer. Formålet er at vise utilfredsheden med omprioriteringsbidraget, der er et krav fra regeringen om at skære én procent af økonomien i kommunerne årligt frem mod 2019.

I Silkeborg bakker blandt andre Forældrenævnet op om demonstrationen og inviterer alle til at komme ned til rådhuset på Søvej kl. 17.00.

- Kom med jeres børn og en madpakke og bak op om Forældrenævn Silkeborg, skriver formand Anja Gaede på Facebook.

Nævnet består af forældre, der gerne vil gøre noget aktivt for deres børns vilkår i daginstitutioner. De kæmper mod besparelser specifikt på børneområdet.

Demonstrationen begynder torsdag den 12. maj kl. 17.00 på søsiden af Silkeborg Rådhus, Søvej 1.

Du kan følge demonstrationen på Facebook.