Kevin Magnussen satte banerekorden i en Renault R.S.01 med 550 hestekræfter og en topfart på over 300 km/t.

10.000 fremmødte fejrede Jyllandsringen

Mere end 10.000 mennesker var i weekenden forbi Jyllandsringen i Resenbro for at være med til at fejre motorsportsbanens 50-års jubilæum.

De mange tilskuere så racerløb i flere forskellige klasser, men alle glædede sig nok mest til at se Kevin Magnussen forsøge at slå banerekorden.

På trods af vejret lykkedes det. På regnvejsdæk kørte Magnussen banen rundt på en tid, der efter lidt forvirring om tidtagningen, blev noteret til 1 minut, 5 sekunder og 22 hundrededele – to sekunder hurtigere end den tidligere rekord.

De mange tilskuere kunne i øvrigt glæde sig over masser af race på banen, der gennem tiden har haft besøg af alle de gamle og kendte racerikoner, og flere af de største danske kørere gennem tiden har også tilbragt mange timer på banen i Resenbro.