Jyske Bank bedst til at skabe resultater

Jyske Bank ligger i front blandt landets banker, når det handler om at skabe resultater.

Selvom banken med hovedkvarter i Silkeborg ikke er landets største, så ligger den på førstepladsen i en ny analyse af ledelsens præstationer i de 40 største pengeinstitutter.

Fra 2014 til 2015 har Jyske Bank udviklet sig mere end nogen anden bank, det viser en analyse fra Økonomisk Ugebrev. Analysen siger ikke noget om en banks tilstand, men blot noget om evnen til at udvikle sig i forhold til tidligere.

Det er blandt andet overtagelsen af BRFkredit, der har trukket Jyske Bank i en positiv retning.

Analysen måler udviklingen på ni områder, og Jyske Bank ligger helt i top på to af dem. Renteindtægterne og indtægten i forhold til lønudgifterne er steget betydeligt i banken, nok til at indtage en samlet førsteplads.

Danske Bank indtager andenpladsen i Økonomisk Ugebrevs analyse.