Kokain-bilist taget af politiet i midtbyen

En 20-årig mand kørte natten til søndag rundt i midtbyen med både hash og kokain i kroppen, indtil politiet fangede ham.

Den unge bilist blev klokken 03.15 standset rutinemæssigt ved Bios Gård.

Han blev testet med politiets narkometer på stedet, og det viste indhold af både hash og kokain i mandens spyt.

Derfor blev den 20-årige sigtet for narkokørsel, anholdt og taget med til en blodprøve. Hvis den bekræfter resultatet, står han til en treårig frakendelse af kørekortet.

Politiet standsede også en anden kokainpåvirket bilist hen over weekenden. Torsdag klokken 18.15 blev en 42-årig mand standset på Søndre Ringvej og testet positiv for kokain. Han blev også anholdt, taget med til en blodprøve og har udsigt til samme straf.