Foto: Rigspolitiet

To gruppe-slagsmål i nattelivet

Politiet rykkede natten til lørdag ud til to forskellige gruppeslagsmål i nattelivet.

Klokken 02.40 kom der anmeldelse om et slagsmål midt på gaden i Hostrupsgade.

Da politiets patrulje kom frem, fandt de fire unge århusianere, der var i slagsmål med en gruppe af unge silkeborgensere.

Politiet fik stoppet slagsmålet og sendt de fire århusianere hjem. De fire var kørende i egen bil og blev fulgt ud af Silkeborg af politibilen.

Ingen af de involverede blev sigtet i forbindelse med slagsmålet.

Slagsmål mellem ti mænd
Knap to timer senere var den så gal igen. Ti personer var i slagsmål i Nygade.

Politiet blev kaldt til slagsmålet, der involverede otte mænd fra Silkeborg, én fra Kjellerup og én fra Randers.

Alle ti mænd blev skilt ad, registreret af politiet og så sendt hjem.

En 18-årig mand fra Silkeborg havde svært med at affinde sig med politiets tilstedeværelse, så han råbte "fucking pansere" flere gange. Derfor blev han sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Ingen af de ni andre blev sigtet for noget.