Foto: Rebecca Sonnenburg Nielsen

HF-elever på Th. Langs blokerer skolen

Elever fra Th. Langs HF & VUC blokerer i dag undervisningen som en protest mod nogle af forslagene i en ny gymnasiereform.

- Reformen får fatale konsekvenser for vores skole, som ikke ville kunne overleve efter år 2020, hvis den nye lov træder i kræft, siger Rebecca Sonnenburg Nielsen, der er næstformand i Elev- og Kursistrådet.

Eleverne er blandt andet utilfredse med forslaget om at øge karakterkravet for at komme i gymnasiet eller HF, så eleverne skal have minimum karakteren 4 i dansk og matematik i folkeskolen. Samtidig er der stillet et forslag om, at HF ikke længere skal give adgang til universitetet eller tilsvarende videregående uddannelser.

Det er blandt andre elever på første årgang af HF, der er mødt op i klasseværelserne, men ikke vil modtage undervisningen.

- Den, der skal blokere timen, skal bare stille sig i døren og sige til læreren at klassen ikke vil modtage undervisningen, og derefter sende læreren hjem eller ned på lærerværelset, lyder det i en rundsendt besked fra Elev- og Kursistrådet.

Eleverne vil hele dagen opholde sig i klasseværelserne, hvor de vil lave lektier, se film eller bare slappe af.

Der er planlagt lignende protester rundt om på landets gymnasier og hf-skoler, men Silkeborg Gymnasium er ikke bekendt med en blokade i dag.